onsdag den 27. juli 2016

HVAD SÅ NU?

Hold op hvor er der sket meget siden sidst. Jeg valgte at holde en pause fra bloggen henover den sidste tid på handelsskolen, for at holde fuldt fokus på det der virkelig betød noget. Jeg har stadig svært ved at forstå at mine tre år på IBC er ovre, og at jeg nu kan holde lidt fri fra skole i den nærmeste fremtid. Studentertiden var fantastisk, og jeg ville ønske at jeg kunne opleve det hele igen. Der blev skabt så mange minder som jeg aldrig vil glemme, og aldrig ville være foruden. At få huen på, og alt det der følger med, var bestemt tre års hårdt slid værd! Nu skal jeg til at være voksen (det bilder jeg mig i hvert fald ind ;P) Jeg er rundet de 20 år, og starter den 15. august på nyt arbejde i Sønderborg. Jeg har valgt at tage et sabbatår fordi jeg havde brug for en pause fra skole, bøger og opgaver. Om sabbatåret bliver til to er ikke til at vide, men en ting er sikkert, og det er at jeg glæder mig til at prøve noget andet end skole. Fremover vil jeg også bestræbe mig på at opdatere bloggen, hvilket jeg ser frem til - for jeg må indrømme at jeg har savnet den en smule!